Livsreflektion ved 50

Jeg skriver dette i min sidste tid i 40’erne. Den 4. april bliver jeg 50 år – og så er jeg officielt i den ældre gruppe. Det er en underlig periode. På den ene side føler jeg mig yngre nu, end jeg gjorde for 10 år siden. På den anden side føler jeg mig ekstremt voksen – næsten tjekket ud af verdens ræs og overflod af bekymringer.

Alderen har da sat sine tydelige spor. Ikke så meget på min ydre krop, som faktisk godt kunne gå for at være yngre. Hvilket er ret utroligt, for min træningsindsats er under 20 % af, hvad den var før i tiden. Jeg er nok bare heldig på den front. Indeni kæmper min krop dog lidt – eller faktisk en hel del. Det irriterede mig i starten, så jeg kæmpede mentalt imod. Men nu er min krop og jeg nået dertil, hvor vi er blevet enige om, at det her med at kæmpe mod hinanden simpelthen tager for meget tid og energi. Så vi har lavet en aftale: Jeg kører ikke i helt samme tempo som før, og jeg accepterer, at ikke alle dage fysisk er lige gode. Jeg føler godt nok, at kroppen fik lidt for meget at sige i den aftale, men det er den, der er underskrevet – og det er den, vi følger nu. Og det har jeg accepteret.

For 10 år siden var mit liv ret forudsigeligt. Alt fulgte en lige vej, og fremtiden lå nogenlunde planlagt foran mig. Men så skete livet. Alt blev rusket op, og ruten skulle defineres på ny. Det gør, at jeg ikke føler mig, som jeg troede, jeg ville gøre som næsten 50-årig. Jeg er stadig på vej – og det er både motiverende, anstrengende og helt vildt interessant.

Noget af det mest vidunderlige ved at være nået hertil i livet er, at jeg ikke længere bekymrer mig så meget. Jeg lever mit liv med min mand, vores hund og vores familie, og jeg nyder det mere end nogensinde. Jeg har været igennem de svære erkendelser. Jeg har lært mig selv at kende. Jeg har gjort mig erfaringer med både det ene og det andet. Og nu kan jeg – midt i hvirvelvinden – læne mig tilbage og være i flow. Indre ro er ikke længere noget, jeg stræber efter. Det er noget, jeg har. Også selvom alt omkring mig til tider kan virke usikkert og uforudsigeligt.

Jeg har fundet mit kald – som menneske og som professionel. Det er det samme kald, jeg har haft hele mit liv, men jeg skulle så grueligt meget igennem, før jeg kunne se ud over mig selv og rette mit fokus mod andre. Det kan jeg nu – og det har min alder givet mig.

I guder, hvor havde jeg engang brug for at blive anerkendt. For at blive set og hørt. For at vise, hvad jeg kunne. For andres validering. Mit ego er blevet mindre – og samtidig er min mission blevet stærkere. Jeg har øvet mig rigtig meget på at være menneske. Og ud af øvelse vokser selvtillid, og ud af selvtillid vokser selvværd. Ikke fordi jeg lykkes hver gang – men fordi jeg har oplevet, at jeg med en indsats kan blive bedre. Og i særdeleshed fordi jeg har oplevet, at selv når intet lykkes, så er der nogen, der synes, jeg er værd at elske alligevel. En hård erfaring – men en fuldstændig vidunderlig læring.

Alt, hvad vi gør, gør vi med udgangspunkt i os selv og med motivation i selvopfyldelse. Nu hvor jeg nærmer mig de 50, kan jeg se, at min motivation har flyttet sig – fra egen fokus til at spejle mig i lyset fra andres glæde. Derfor holder vi flere fester end før. Vi tager hele familien med på rejser. Og jeg er lykkelig, når jeg mærker, at jeg gør en positiv forskel for andre. Det er ikke en uselvisk handling – det er bare en erkendelse af, at jeg er der nu. Jeg har knækket koden. Jeg er fyldt op. Jeg er lykkelig – midt i alt det, livet bringer mig af godt og mindre godt.

Jeg ved ikke, om der er en særlig måde, man skal føle sig på, når man går ind i 50’erne. Men jeg tror, jeg vælger at blive ved med at føle mig som et menneske på vej – og så omfavne den alder, der snart begynder. Alt bliver nemmere, når vi slipper modstanden mod vores livsstadie.