Indblik i en kvindes tanker

Vi kan anskue empowerment gennem et træs cirkulære liv. Et træ har en stamme med grene, og hvert år sætter det knopper på grenene, som udvikler sig til smukke blade. Efter et stykke tid går bladene fra at have en sprød, lysegrøn farve til en mere mørkegrøn nuance – hvorefter de bliver gyldenbrune for til sidst at falde af og efterlade træet helt bart. Efter en tid i denne tilstand starter træets cyklus med at sætte blade forfra. Menneskets udvikling kan ses på samme måde. Vores udvikling er uundgåelig. Det er en naturdrevet, forudbestemt proces – som er cirkulær, præcis som træets er det. Vi står som stammer uden pynt og beskyttelse, indtil vi opbygger viden og læring – dette pynter vi os med, finder tryghed i og beskytter os under. Her føler vi os gode og sande. Men så sker det: Vores bevidsthed udvides, og vi bliver klar over, at det, vi troede var hele sandheden, ikke er det fyldestgørende billede – og så falmer de blade, som vi har pyntet os under, og til sidst falder de af og dør ...

Jeg skriver dette i min sidste tid i 40’erne. Den 4. april bliver jeg 50 år – og så er jeg officielt i den ældre gruppe. Det er en underlig periode. På den ene side føler jeg mig yngre nu, end jeg gjorde for 10 år siden. På den anden side føler jeg mig ekstremt voksen – næsten tjekket ud af verdens ræs og overflod af bekymringer. Alderen har da sat sine tydelige spor. Ikke så meget på min ydre krop, som faktisk godt kunne gå for at være yngre. Hvilket er ret utroligt, for min træningsindsats er under 20 % af, hvad den var før i tiden. Jeg er nok bare heldig på den front. Indeni kæmper min krop dog lidt – eller faktisk en hel del. Det irriterede mig i starten, så jeg kæmpede mentalt imod. Men nu er min krop og jeg nået dertil, hvor vi er blevet enige om, at det her med at kæmpe mod hinanden simpelthen tager for meget tid og energi. Så vi har lavet en aftale: Jeg kører ikke i helt samme tempo som før, og jeg accepterer, at ikke alle dage fysisk er lige gode. Jeg føler godt nok, at krop...

I går læste jeg en bog af Erik Thurmer kaldet Den Spirituelle CEO . I bogen fortæller han om sin vision om at revolutionere værktøjsverdenen gennem 3D-print. En vision, der pludselig kom til ham, og som han i årevis har arbejdet målrettet på at opnå. Erik har overtaget en familie-virksomhed, men til trods for det har rejsen ikke været let – og den er langt fra færdig. Han arbejder stadig med mission statements, hvilket giver god mening i en foranderlig forretningsverden, hvor strategier skal ses som forslag til handleplaner, og hvor missionen er den egentlige retningsgiver for en agil, formålsdrevet virksomhed. Erik fortæller i bogen, hvordan døre altid har åbnet sig for ham på de rigtige tidspunkter. Det er ikke min oplevelse af at være iværksætter. Jeg har selv skulle åbne dørene – og jeg har endda måttet bygge det hus, som dørene sidder i. Det har ikke været nemt, og jeg kan godt blive misundelig på dem, hvor mulighederne tilsyneladende åbner sig, når de kigger op mod himlen. Da jeg...

Vi er et team - og nogle gange skal den ene have en pause! Det skrev min søster til mig i dag, efter at jeg have klaget min nød over ikke, at kunne være der for hende og min far i dag.  Jeg blev emotionel rørt over denne besked fordi, det var præcis det, som jeg havde brug for at høre lige nu. Der var ingen forsøg på at give skyld eller dårlig samvittighed i beskeden. Den var omsorgsfuld og forstående. Jeg kan ikke i dag, så hun giver den en ekstra tørn. Så tager jeg den anden dag. Og det er ok. Fordi vi er det team.  Sagen er, at min 87 årige far blev indlagt i sidste uge. Han var faldet og kunne ikke komme op ved egen hjælp. Benene ville ikke bære han, og hjernen ville ikke tillade ham at kalde på hjælp. Det var sygehjælperne, der fandt ham. Herefter fulgte et par døgn, hvor vi ikke vidste, om han ville overleve. Men det gjorde han. Far har altid været en sej mand og det var han så også nu.  Desværre har den blodprop i hjernen, som han givetvis har haft, gjort far endnu...

  Dette er et indlæg som jeg skrev til Iværksætterbloggen august 2024 1,2,3 - Succes Internettet bugner med råd om, hvordan du bliver en succesfuld iværksætter med en virksomhed, der uden udsving følger en konstant og stejl opadgående vækstkurve. Rådene bliver præsenteret af nyslåede iværksættere, som ser ud som om, at de i løbet af no time har erhvervet sig både succes, økonomisk frihed og lækkert hår. Nok taler nogle af dem om, at det har været en spændende og lærerig proces at nå til deres grad af succes, men udefra set virker det let og overskueligt, og som noget de fleste kan gøre uden de store udfordringer. Kun få taler om, at processen kan være tidskrævende, at vejen til succes kan være kringlet og uoverskuelig – og at iværksætterrejsen nok føles mest spændende og lærerig set i retrospektiv. Av for den – og op igen Med al udvikling følger forandring. Udvikling kræver nemlig læring, og læring forudsætter, at vi bevæger os fra et bevidsthedssted til et nyt. Og det gør ondt på ...

  Når livet kaster udfordringer din vej Ville det ikke være skønt, hvis livet altid viste sig fra sin pæneste side? Hvis du aldrig var syg eller træt, hvis du altid havde penge nok, hvis alle var enige med dig, hvis du og din partner var konstant nyforelskede, hvis dit arbejde altid var et happy place? Sådan er det heldigvis også nogle gange, men en gang imellem står vi i nogle situationer, som ikke er behagelige – ja, de kan føles både grænseoverskridende og direkte ubehagelige. Disse situationer er ofte kendetegnet ved, at vi mister kontrol eller magt. Der sker noget, som vi ikke har kontrol over. Pludselig vil din krop ikke længere samarbejde, dit arbejde har ansat en ny dårlig chef, din partner mister interessen, eller noget helt andet kan pludselig komme som en slange i paradis og ødelægge hele din idylliske verden. Når du befinder dig i udfordrende situationer, er der typisk tre forskellige måder at agere på: Du giver op og falder i selvmedlidenhed. Du går i modstand og kæmpe...