Indblik i en kvindes tanker - syg og alt for kort en gåtur

Jeg er syg i dag - eller det startede egentligt i går aftes, selv om jeg med enorm stædighed forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg at jeg nok bare var lidt træt.  Jeg ignorerede alle tegn på svigtende helbred indtil jeg midt under aftensmåltidet fandt mig selv siddende på spisestuestolen med knæene helt op under hagen og svøbt i det tykkeste tæppe, som jeg kunne finde - og det selvom vi havde gæster. Det var så der at min forlovede rejste sig op og tog af bordet. Uden at sige et ondt ord eller komme med en hentydning om, at jeg da godt lige kunne hjælpe, så rejse han sig op og ryddede op på hele middagen. Det var virkelig pænt af ham. Kæmpe lettelse at jeg bare kunne krybe sammen der på spisestuestolen, mens han ordnede alt rodet i køkkenet. Han er så god på den måde.

Faktisk så er det ret utroligt, at jeg i det hele taget kan blive syg, for jeg indtager dagligt stortset alt det kosttilskud, der kan købes i ind- og udland. Min forlovede går meget op i kosttilskud, så vi kan holde os sunde og raske og rimelig stramme i betrækket. Så han sørger for, at køleskabet er fyldt til bristepunktet med det ene mirakelmiddel i pilleform efter det andet. Hver morgen ligger han piller frem til mig, som jeg så troligt indtager med et glas vand. Jeg har ikke helt styr på hvad pillerne indeholder, men jeg har stor tillid til, at han vil mig det bedste og stor forståelse for, at han gerne vil holde mig rimelig ungdommelig. Hvem gider en middelalderlig kvinde med forkerte vitamin værdier? Så jeg tager gladelig det daglige tilskud af den nyeste forskning. Synes egentlig også at jeg holder mig okay godt i forhold til min alder, så mon ikke de virker som hensigten.

Nå, men jeg er på trods af verdens forskning i sundhedsfremmende midler blevet syg i dag. Og selvom manden i huset tager det meget pænt, så er det ikke alle i husstanden, der udviser samme forståelse for det manglende energiniveau, som sygdom medfører. Jeg har derfor lige været i face to face samtale med husets firbenede medlem. Nala som er en 7 måneder gammel Maltipoo hentede hendes hundesele, hvorefter hun hoppede op på skødet af mig og så mig lige ind i øjnene. Med den gestus gjorde hun det med alt tydelighed klart, at jeg havde brudt den aftale om mindst to gåture om dagen, som vi havde indgået med hende dag, hvor hun som 12 uger gammel hvalp, blev hentet nord for Viborg.  I dag var det kun blevet til en kort morgengåtur og den var jeg ikke engang med på. Det var simpelthen for dårligt, hvilket hun med alt tydelighed lod mig vide. Det var ikke noget at gøre. Enten så blev jeg fyret som hundeejer, ellers så måtte jeg tage mig sammen og gå den aftalte tur med hende. Hvilket jeg selvfølgelig var helt med på. Hvad ligner det også at hænge der i lænestolen og ligne en der allerhelst vil på hovedet i seng. Det går selvfølgelig ikke. Så jeg gav Nala hendes medbragte hundesele på og sagde: “vi går lige om lidt”. Det gjorde vi så - altså efter at jeg havde spist halvdelen af den æblekage med kanel og nødder, som jeg lige havde bagt, sat en kogevask over - orkede ikke lægge det rene tøj på snoren sammen, set en video på YouTube, besvaret et par mails, tisset og børstet tænder to gange - jeg er tandlægers yngling - børster virkelig meget tænder. Efter alt det så var jeg virkelig træt, og hvis det ikke var fordi, at min forlovede endnu engang havde reddet dagen, så var Nalas gåtur blevet til de skridt som hun havde gået efter mig, mens jeg lavede alle overspringshandlingerne. '

Men nu er det sådan, at han har købt en drone og lige da jeg har ved at droppe at se solens lys i dag og opgivenheden begyndte at lyse ud af Nalas øjne, så råbte han oppe fra kontoret: “Er I gået”. for hvis vi ikke var det, så ville han følge efter os rundt om søen med dronen. “Sådan!”, tænke jeg. Det var jo fysisk bevist på, at jeg rent faktisk havde lavet noget fornuftigt med mit liv i dag. Så jeg og Nala gik begge glædesstrålende ud af døren. Hende fordi gåturen nu endelig blev til virkelighed. Mig fordi det blev dokumenteret, at jeg levede på til hund/ejer aftalen. Efter hvad der synes en meget lang gåtur på mindst 15  minutter løb vi begge forventningsfulde op på kontoret - Nala i fin stil og mig som en elefant med astma - for at se beviset for dagens fysiske anstrengelse. Men smilet stivnede hurtigt på mig for han havde kun fløjet med dronen over os. Han havde ikke filmet. Det er så sidste gang at jeg forsøger at se rask ud, når jeg er syg.