Når narrativer skaber sandhed

Hvis du har narrativet, at udvikling er svær, så er det sandt. 

Har du derimod narrativet, at udvikling er en naturlig, smerteløs proces, så er det også sandt.

Sandheden er din, og den skabes igennem de historier, som du fortæller dig selv og andre.

Jeg skriver dette, mens jeg ligger på min tagterrasse og ser ud over søen. Solen skinner fra en skyfri himmel, og varmen er bemærkelsesværdig for Thy – dette område, som jeg er opvokset i og præget af. Min opvækst har hverken været en dans på roser eller en tur i sølet, men den har været tæt på begge dele. Og den dag i dag præger den mit narrativ om mig selv og om min omverden.

Vores iboende narrativer skabes i samspil med andre. Ikke af andre, men af os selv – baseret på andres reaktion på vores tilstedeværelse i givne situationer og deres respons på vores følelser i de selvsamme situationer. Den måde, vi bliver mødt på, definerer for os, hvordan vi passer ind i det opbyggede og strukturerede samspil – og hermed vores narrativ.

Der, hvor vi fejler, er når vi tror, at dette narrativ er universelt – at det er selve sandheden.

Det er det ikke!

Du har det narrativ, som du skabte den dag, i den kontekst, på det sted, i det tidsrum. Havde du stået i samme situation, på samme sted, i samme kontekst, men med din nuværende viden og bevidsthed, så havde du givetvis taget et andet narrativ med dig fra oplevelsen.

Hvis jeg havde stået i et af utallige mobbesituationer, som jeg har stået i som folkeskoleelev, så havde jeg aldrig taget narrativet om, at jeg ikke passede ind og ikke var værd at passe på, med mig fra oplevelsen. Så var de i stedet blevet sat på plads, og jeg ville være gået derfra med narrativet om, at man skal stå op for sig selv.

Narrativer skal tages alvorligt, for de præger os på et ubevidst plan til at tro, at der kun er én måde at tænke om dig selv på, én måde at anskue verden, én måde at drive et samfund m.v. Det er som at give sig selv et sæt briller på, som slører alt andet end det, der passer ind i dit narrativ.

Og de begrænsninger, som det medfører, er enorme. Fantastiske muligheder, som forbliver i dit sløringsfelt, kommer aldrig til at bringe dig den lykke, som du har søgt efter – og du finder aldrig den ro og tilfredshed, som du længes efter. Ganske enkelt for dit narrativ ikke længere matcher dit potentiale og dine ambitioner.

Narrativer skabes – og de kan genskabes. Historier har altid været levende. De har naturligt udviklet sig over tid. Blevet genfortalt og passet til. Beholdt kernen, men ændret budskabet, så det passede ind i fortællerens og tilhørernes agenda. 

Men er det så ikke at tviste sandheden? kan du måske spørge. Men hvilken sandhed? 

Min oplevelse af at blive mobbet er skabt af et barn. Jeg har skabt den sandhed ud fra mit barnlige refleksionsniveau. Det refleksionsniveau, som jeg har nu må, om ikke andet, være tættere på sandheden – og den gavner mig mere. Så hvorfor insistere på at genoverbevise mig om en skabt sandhed, der holder fast i smerte og begrænser positiv udvikling?

Narrativer er koblet til historiske hændelser, og det ændres der ikke på. Sket er sket. Gjort er gjort. Smerte er smerte. Men du har udviklet dig, du er blevet klogere, du er et andet menneske nu. Så skift de for små bukser ud med nogen der passer, så du kan gå frit og stå rankt. 

Dit narrativ er dit! Du skaber din fortælling og den skaber din sandhed.