Tid er en foranderlig størrelse
Jeg sidder her lige så stille ved køkkenbordet og mærker hvordan mine tanker sværmer om tidsbegrebets foranderlighed. Bortset fra de små bip fra telefonen, så er der helt ro omkring mig. Alle er på arbejde eller i skole. Klokken er 8.10 og jeg er lige stået op. Jeg er selvstændig og bestemmer derfor selv, hvornår min arbejdsdag begynder - og det er den vildeste luksus!!! Jeg ser på de mange opslag, der tigger ind på telefonen, om selvstændige kvinder der står op kl. 04.30 for at dyrke yoga i en time, hvorefter de løber en halvmaraton, inden de med vægte på begge ben og arme yndefuldt nærmest flyver hjem og sætter de klid-skyr-chia boller med økologisk hjemmedyrket spinat, som de dejnede til inden yoga timen, i ovnen. Nu har de så forberedt det perfekte morgenbord til familien kl. 6.30 og selv sidder de ved computeren og arbejder koncentreret kl. 6.45 - for man skal jo i gang med dagen i ordentlig tid. Det er mest socialt acceptabelt. Det lyder altså også SKØNT, men det er bare ikke mig. Jeg nyder i fulde drag, at kunne trække dynen helt op til næsen, når jeg hører, at familien begynder at pusle i huset og jeg er dybt taknemmelig for ikke hver morgen at stå op kl. 06.00 og være overbevidst om, jeg er ramt af mindst 3 dødlige sygdomme + en ret voldsom influenza, som mærkeligt nok går i sig selv igen, når klokken nærmer sig 8.00. Gad vide om der er noget helbredende ved det tidspunkt?
Det har dog også sine fordele at være B-menneske. For eksempel, så har jeg aldrig haft problemer med børn der ville op, før en vis mand fik sko på om morgenen. De har altid sovet sødt indtil kl. 8.00. Gad vide om de ligesom andre børn har været vågne og klar meget tidligt, men så har fundet ud af, at deres mor absolut ingen puls har inden kl. 8.00 og så har tænkt, at den kamp simpelthen ikke er værd at kæmpe og så har de stille accepteret, at i det her hus, der sover man mindst til kl. 8.00 i weekenden. Det skal jeg lade være uvist, men i hvert fald så sidder jeg nu her lidt over kl. 8.00 taknemmelig for at være frisk og udhvilet og klar til at tage hul på tidsbegrebet. Jeg skal gøre det hurtigt og præcist, for ingen ønsker jo at spilde deres tid.
Med henvisning til Michael Ende´s bog "Momo", så har vi alle en tidskonto. Vi har alle fået en andel tid, som vi så skal forvalte på bedst mulig og mest værdifuld måde. Faktisk så er vi så fokuserede på at bruge vores tid rigtigt, at vi nogle gange helt glemmer, at tid består at ene nuer. Vi kan ikke genbruge den tid, der er gået og vi kan heller ikke bruge den tid, der endnu ikke er kommet. Vi kan kun skabe værdi i det øjeblik, der er lige nu i det her sekund.
Nogle gange så føler vi, at tiden går langsomt. Det er ofte, når vi venter på noget. Så snegler tiden sig afsted og vi kan blive frustrerende. Andre gange så flyver tiden afsted og vi føler, at vi halser efter og det kan være mindst ligeså frustrerende. Det er ofte, når vi tænker på alt det, som vi skal nå i fremtiden. Så stræber vi efter, at skabe kvalitet i den tid der ikke er kommet endnu, og det er en umulig opgave.
Et vigtigt aspekt er, at vi giver vores sekunder forskellig værdi, alt efter hvilken handling de indeholder.
Der er tydeligvis mere værdi i de sekunder, som vi bruger på at bage klid-skyr-chia-spinat boller, end der er i de sekunder, der bliver brugt på at bruge en time længere i sengen. På samme måde, så oplever vi, at der er mere værdi i at spendere sin tid på at rejse ud og opleve verden, end der er i at bruge 4 timer en dag på at se "Modern family" på Netflix og der er mere værdi i, at nå det endelige resultat på jobbet end der er i at være i processen.
Men når vi nu ved, at tid består af ene nuer. Handler det så ikke om at skabe mest mulig værdi i øjeblikket - ligegyldigt hvor du er eller hvad du laver lige nu? Om at lade fortid være fortid og fremtid være fremtid og fokusere alt dit fokus på at være nærværende i nuet. Du kan sagtens arbejde henimod et mål, men du når det kun, hvis du er tilstede med alle dine kompetencer, alt dit nærvær og alt dit fokus lige her og nu.
Kære ven, tid er værdifuld og tiden er din.
Prøv, for blot et øjeblik, at skabe værdi i de sekunder, som du har lige nu. Vær tilstede i nuet, mærk det og vær taknemmelig for det.
Husk, at du bestemmer, hvordan din tid skal spenderes.
Med ønsket om et fuldstændig fantastisk øjeblik.
Nu vil jeg bage klid-skyr-chia boller - ser lige om jeg kan finde noget økologisk spinat.
Kommentarer
Send en kommentar